Reinhold Würth

Reinhold Würth

Würth-gruppen er Prof. Dr. h. c. mult. Reinhold Würths livsværk og et af Tysklands største erhvervseventyr.

Prof. Dr. h.c. mult. Reinhold Würth

I 1945 bliver Würth-gruppens moderselskab, Adolf Würth GmbH & Co KG, grundlagt i Tyskland af Reinhold Würths far, Adolf Würth. Efter farens alt for tidlige død i 1954 overtager Reinhold Würth ansvaret for virksomheden i en alder af 19 år. Siden har Reinhold Würth udviklet den lille 2-mands-forretning til et verdensomspændende net af handels- og produktionsselskaber mv.

Skaber stærk virksomhedskultur

Lige fra starten fokuserer Reinhold Würth på at skabe en virksomhedskultur, der er præget af værdier som optimisme, vitalitet og stor respekt for medarbejderne, deres resultater og deres vilje til at tilbyde den bedste kundeservice. Herudover er det vigtigt for ham, at alle hans ledere har visioner, fordi det tilfører ny energi – men de skal selvfølgelig også være mulige at nå, siger han.

Reinhold Würth gør sig dermed tanker om betydningen af at have en stærk virksomhedskultur langt tidligere end de fleste andre, og i dag mener han, at ledelse og medarbejdermotivation er redskabet til 50 % af resultatet, mens kapital og produkter kommer i anden række.

Sætter mennesket i centrum

Som følge af denne filosofi sættes mennesket i centrum inden for alle Würth-gruppens forretningsområder, og virksomhedskulturen er fortsat den drivende kraft bag Würth-gruppens succes. Hans datter, Bettina Würth, der er formand for Würth-gruppens Advisory Board, sørger således for, at værdierne den dag i dag bliver omsat til praksis og forankret i Würth-gruppens selskaber.

Vil inspirere kunderne

Et af Reinhold Würths mottoer er: "For os er det ikke nok at opfylde vores kunders behov – vi vil inspirere dem!" Dette motto praktiseres gennem det direkte salg, som altid har udgjort hjertet i Würth-gruppen. - ”Det er den viden og indsigt, vores sælgere får gennem den direkte kundekontakt, der skaber fundamentet for, at vi kan udvikle de produkter og ydelser, der tager mest mulig af vægten fra kundernes skuldre.”

Mange anerkendelser for sin indsats

Som et resultat af sit engagement og sine ideer om ledelses- og virksomhedskultur bliver Reinhold Würth i 1999 udnævnt til æresdoktor af den videnskabelige afdeling ved universitetet i Tübingen. Herudover er han udnævnt til professor ved universitetet i Karlsruhe, hvorfra han også har modtaget en hædersbevisning fra Instituttet for Virksomhedsudvikling. Endelig har han modtaget flere tyske fortjenstmedaljer for sin indsats for erhvervslivet.

Det er dog ikke kun Reinhold Würths indsats for erhvervslivet, som belønnes. I 1997 bliver han udnævnt til æresborger i den franske by Erstein, og i 2003 bliver både han og hans kone, Carmen Würth, udnævnt til æresborgere i Künzelsau i Tyskland, som anerkendelse af deres sociale og kulturelle engagement.