Kun for erhvervsdrivende  
Vi støtter igen i år op om talentudvikling via DM i Skills

Det gode håndværk vinder hver gang!

28.03.2019 | CSR

Fagligheden er i højsædet, når Danmarks dygtigste elever fra erhvervsskolerne dyster på godt håndværk ved DM i Skills, som i år afholdes i Næstved den 4. til 6. april. Würth Danmark er igen i år med som stolt sponsor.

 

Når Danmarks dygtigste erhvervsskolelever dyster på talent, faglighed og kvalitet ved DM i Skills i Næstved fra den 4. til 6. april, hepper Würth Danmark med på sidelinjen, både som sponsor og udstiller på messen.

- I Danmark hænger vores konkurrenceevne tæt sammen med vores evne til at skabe innovative løsninger med afsæt i vores høje faglighed. Godt design, høj funktionalitet og stærk kvalitet har placeret Danmark på verdenskortet, og for at vi kan fastholde og udvikle den position har vi brug for rigtig mange dygtige håndværkere i fremtiden. Derfor støtter vi som tidligere år igen op om DM i Skills, da denne begivenhed er en unik mulighed for at vise de unge, nogle af de mange fantastiske muligheder, man åbner for sig selv ved at vælge en håndværkeruddannelse, siger markedschef Martin Kirsby Madsen, Würth Danmark.

Ud over med et økonomisk sponsorat støtter Würth yderligere op om DM i Skills ved at sponsere arbejdstøj og værnemidler til 5 elektrikerelever, som bl.a. skal dyste mod hinanden inden for brandsikring. For at blive helt skarpe på udfordringerne har de alle modtaget undervisning af Würths brandsikringsspecialister, og den viden, de herigennem har opnået, skal nok komme i brug, for Würth har nemlig også været med til at definere nogle af de brandsikringsopgaver, de unge elektrikerelever skal løse under konkurrencen. Würths brandsikringsspecialister vil derfor også være til stede under afviklingen af DM i Skills.

 

God kvalitet skal opleves

Som leverandør til Danmarks håndværkere lægger Würth Danmark vægt på i hverdagen at kombinere høj faglighed med god kvalitet, bl.a. ved at sikre let adgang til specialistviden og kvalitetsprodukter.

- DM i Skills er en super god anledning til at hylde det gode håndværk, men det skal selvfølgelig udleves hele året, og de virksomheder, de unge er i lære hos, skal vise vejen – fx i samarbejde med sådan nogen som os. Derfor glæder vi os hos Würth også over, at flere og flere af vores kunder efterspørger vores specialister inden for bl.a. brandsikring, lufttæt byggeri, bilpleje og mange andre områder. Vi oplever helt klart en stadig stigende bevidsthed om, at viden og faglighed er vejen frem, fortæller Martin Kirsby Madsen.

 

Deltager med arbejdende stand

Mange af Würths egne medarbejdere er håndværkeruddannet, og er man interesseret i at se, hvad de selv kan præstere, er man velkommen til at kigge forbi Würths stand på DM i Skills, hvor nogle af virksomhedens produktspecialister demonstrer, hvordan man løser forskellige opgaver inden for bl.a. træbearbejdning, bilpleje, brandsikring og montage inden for ventilation. Flere af specialisterne arbejder på samme opgave hen over hele ugen, så besøgende kan med fordel besøge standen flere gange for at se de forskellige delopgaver, som skal løses, efterhånden som arbejdet skrider frem.

Herudover kan man på standen også se et udvalg af Würths værktøj, kemiprodukter, værnemidler mv.