19.08.2025 | Würth
Donny Moerkerk, adm. direktør for Würth Danmark A/S, indtræder i bestyrelsen som ny formand for Fonden Business Kolding. Han afløser Ole Rudbeck Petersen, vice president i Alfa Laval, der siden 2021 har været fondens formand.
Fonden Business Kolding har fået ny bestyrelsesformand på et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor Donny Moerkerk, adm. direktør for Würth Danmark A/S, er blevet konstitueret som ny formand for fonden.
Med base i Kolding har Würth Danmark i mere end 60 år været en stolt Koldingvirksomhed, både som arbejdsplads for 650 medarbejdere og som en tæt samarbejdspartner for Kolding Kommune og det lokale erhvervsliv. At Donny nu træder ind som bestyrelsesformand i Fonden Business Kolding er derfor en naturlig forlængelse af virksomhedens mangeårige engagement i at styrke byens og kommunens erhvervsliv.

Donny Moerkerk, adm. direktør for Würth Danmark A/S,
- Jeg har et travlt arbejde allerede, men i Würth Danmark arbejder vi hver dag for at skabe værdi for vores kunder, udvikle vores medarbejdere og tage ansvar i det samfund, vi er en del af. Den tankegang matcher meget godt Business Koldings arbejde med at hjælpe virksomhederne og udvikle kommunen. Business Kolding gør en kæmpe forskel for virksomhederne og for udviklingen af hele Kolding kommune, og jeg glæder mig til at være en del af arbejdet. Sammen med bestyrelsen, Foreningen Business Koldings bestyrelse og repræsentantskabet og organisationen vil jeg arbejde for at samle Kolding kommunes erhvervsliv om de tilbud, vi har, og det talerør vi er. Sammen kan vi så meget mere, siger Donny Moerkerk.
Fra kørende sælger til topleder
”Donny” er et kaldenavn, som Willem Douglas’ hollandske forældre gav ham. Donny kom til Danmark fra Holland i 1997, startede som rengøringsassistent, blev uddannet tømrer og fik i 2003 job som kørende sælger hos Würth Danmark. Efter blot tre år blev han regionschef, senere salgsdirektør og i 2014 administrerende direktør. Han har også haft en periode som assistent for koncernledelsen i Tyskland.
– Min egen rejse i Würth Danmark afspejler meget af den kultur, vi har hos os. Vi tror på at give folk muligheder, hvis de har vilje og lyst til at udvikle sig. Det handler om at tage ansvar, samarbejde på tværs og bidrage til noget, der er større end én selv. Det er også sådan, jeg vil gå til opgaven i Business Kolding med blik for helheden og med et ønske om at skabe rammer, hvor samarbejde og udvikling kan trives, siger Donny Moerkerk.
Tak for stærkt lederskab i forandringens tid
Ole Rudbeck Petersen har siden 2021 stået i spidsen for fonden og været en central drivkraft i en periode præget af store forandringer.
- Ole har ydet en kæmpe indsats på vegne af Koldings erhvervsliv. Under Oles ledelse er der arbejdet med klare strategiske milepæle og must win battles. Særligt skal Ole have stor anerkendelse for sin rolle i arbejdet med en ny erhvervspolitik for Kolding kommune, hvor erhvervslivet har været tæt inddraget og har sat tydelige spor, siger Morten Bjørn Hansen, direktør, Business Kolding.
Fremadrettet består bestyrelsen af bestyrelsesmedlem Lene Jæger Klausen, der også er formand for Foreningen Business Kolding og indehaver af Gelb Kommunikation, , næstformand Anita Larsen, CEO i IPW Systems og Donny Moerkerk, adm. direktør i Würth Danmark A/S.
Om Würth Danmark
Würth Danmark A/S forhandler markedets bredeste sortiment af befæstelsesmaterialer, værktøj, kemiprodukter, lagersystemer, værkstedsudstyr, personlige værnemidler og andet sikkerhedsudstyr til erhvervskunder i auto-, el-, vvs, metal- og træ/byggebranchen samt det offentlige. Virksomheden har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger omkring 650 medarbejdere. I 2023 var omsætningen på mere end 1,1 mia. kr.
For yderligere information, kontakt:
Morten Bjørn Hansen
Direktør
Fonden Business Kolding
Donny Moerkerk
Adm. Direktør
Würth Danmark A/S
Julie Anine Noesgaard
Head of Corporate Communications
Würth Danmark A/S
+45 27756116
Julie.noesgaard@wuerth.dk
Om Fonden Business Kolding
Fonden Business Kolding kender, hjælper og samler virksomhederne i Kolding kommune. Fonden er en privat erhvervsdrivende fond, der løser opgaver for Kolding Kommune mod et årligt driftstilskud fra kommunen. Fondens medarbejdere løser opgaver indenfor erhvervsservice og iværksættervejledning, som er tilgængelige for alle kommunens virksomheder og iværksættere.
Om Würth Danmark
Würth Danmark A/S har i 60 år markedets bredeste sortiment af befæstelsesmaterialer, værktøj, kemiprodukter, lagersystemer, værkstedsudstyr, personlige værnemidler og andet sikkerhedsudstyr til erhvervskunder i auto-, el-, vvs, metal- og træ/byggebranchen samt det offentlige. Virksomheden har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger omkring 650 medarbejdere på landsplan. I 2024 var omsætningen på mere end 1,1 mia. kr.